Repotage: Hej fra en følgeforsker!

Line Bilberg, analytiker fra Videncenter for Folkeoplysning, har dette forår gennemført fokusgruppe interviews med elever på seks skoler. Her hører vi om hendes besøg på Koldingegnens Idrætsefterskole.

Af: Line Bilberg, analytiker fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo)

Her er Line fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo). Line er en del af det Team fra Vifo, som er følgeforskere på projektet. Gennem en kombination af interviews, spørgeskemaer og observationer, følger Vifo projektet og dokumenterer de unges frivillige engagement og trivsel. 

I dag har Line været på Koldingegnens Idrætsefterskole (KIE) for at tale med seks elever, der siden skoleårets start har taget et BørneIdrætsInstruktørKursus (BIK), hvor de om tirsdagen har planlagt og om torsdagen har faciliteret idrætsundervisning for elever fra den lokale friskole. 

Væbnet med kaffe og diktafon har jeg i dag deltaget i elevernes egen evaluering af BIK-forløbet og efterfølgende interviewet seks elever, som har gennemført kurset. Eleverne har selv valgt det som et valgfag i deres 10. klasse. I interviewet har vi snakket om, hvorfor de har valgt faget, hvad de synes det var sjovt og svært, og hvad de har lært af det. Derudover har vi haft fokus på, hvordan eleverne forstår og forholder sig til frivillighed.

Forud for interviewet har eleverne taget fotos af, hvad de har lavet på kurset. Både fra planlægnings- og undervisningssituationer. Disse fotos har vi brugt til at tale ud fra, og det kan hjælpe med at formulere ting, som kan være svære at sætte ord på. Eleverne fra KIE har taget mange fotos, og de viser både situationer, hvor efterskoleeleverne er fuldt fokuseret på eksempelvis at forklare en øvelse eller håndtere en konflikt, og andre situationer, hvor de afslappet griner og hygger sig med børnene og hinanden. Det er flere af elevernes første oplevelser med frivillighed, og de fortæller, at de har fået gode erfaringer med sig. 

At tage ud og tale med eleverne ud fra deres egne fotos – af situationer, som de synes er vigtige, giver os i Vifo mulighed for at komme tættere på elevernes forståelse af frivilligt engagement og betydningen af skolernes indsatser. Giver disse erfaringer eleverne lyst og mod på at engagere sig frivilligt efter efterskolen? Vi følger op med et spørgeskema i slutningen af skoleåret, ligesom vi også inviterer lærerne til interviews med fokus på deres erfaringer fra projektets første år.  

Læs mere om Vifo's følgeforskning.